I Saw Her Standing There

[Wallace Ivan Finch]

@mae
- I Saw Her Standing There -

---

”Kom nu for Helvede, hvor lang tid kan man være om, at gå ned af en dum trappe!?” Et bump kunne høres, da en fod ramte stenmuren, hvilket efterlod den unge dreng med en irriteret grimasse i ansigtet. Drengen var klædt i almindeligt hverdagstøj, som for ham, var en kortærmet, grå skjorte og mørke bukser. Han havde en kappe på, hvis hætte var blevet slået over hovedet, så den skjulte drengens ansigt. Han ville helst ikke ses, eller høres… Den sidste del var han måske ikke så heldig med, med siden det var ret så sent, så passede han fint ind i aftenens mørke nuancer af mørkt, så selvom man hørte ham, ville man højest sandsynligt ikke lægge mærke til ham.
Det havde kun været et par måneder siden, at den unge dreng var gået ud af skolen, med fine karakterer og en påtvunget drøm, om at blive dragejæger, ikke en drøm han havde bragt til live endnu, til hans fars skuffelse. Dette var nok også derfor han lige nu befandt sig, på den forbandede skoles område. For at slippe væk fra alt det lort, som skete derhjemme. En anden grund, til at han stadig kom der, var Mae, som lige nu også var den person som han stod og ventede på, som så mange gange før.

Han havde stillet sig ved den store dør, inde over det lille dække, så skyggerne skjulte ham endnu mere, selvom han nok ikke behøvede at skjule sig. Hvis folk så ham, ville de nok alligevel bare skide i bukserne og løbe deres vej, da han lige nu bare stod og lignede en dementor, som var klar til at overfalde hvem som helst, der kom i vejen. En lyd fik ham til at skule hen imod døren, hvor en kvindelig skikkelse dukkede op. Han smilede næsten da han så de blonde lokker og det fine ansigt. Næsten. I stedet formåede han at se ufatteligt fornærmet ud, idet han betragtede pigen. Han vendte sig derefter mod hende, og begyndte at gå tættere på. Han fjernede irriteret hætten fra sit hoved.

”Ved du hvor længe jeg har stået her?” Han lagde armene over kors. ”Jeg har ventet i.. mindst en time, eller sådan noget!” Fortalte han, og stirrede på hende med et vredt udtryk i ansigtet. Han overdrev selvfølgelig. Han havde måske stået og ventet i et kvarter, tyve minutter højest. Alligevel kunne han ikke stoppe sin mund fra at spytte de dumme ord ud. Det var jo ikke fordi han ville have hende til at føle skyld, men det var bare sådan han var, hvilket hun heldigvis også vidste.
”Skal vi gå, eller får man ondt i benene af, at gå i sneglefart?!”

[Deleted]

Dress

Mae sukkede tungt, som hun trådte ud fra bruseren for at hvilke sig ind i sit store håndklæde, før hun begyndte at ordne håret. Klokken var ved at være mange og der var sengetid om få minutter, derfor havde hun skynede sig at tage et bad, ikke fordi hun havde behov for det men det var rart lige at få vand over kroppen. Og så kunne hun jo se ekstra godt ud, nu hvor hun snart skulle mødes med sin kæreste, det havde nu været nemmere hvis han stadig gik på skolen, men han var stoppet så hun måtte nøjes med at se ham når de begge havde tid. Hun savnede ham, og det var da heller ikke nemt at være så langt væk fra ham, og da slet ikke at skulle holde det skjult, hendes veninder undre sig ofte over hvorfor hun brugt så lang tid i uglerriet. Men hun havde selvfølgelig brugt tid, på at skrive breve til ham, hun vidste jo hvordan han havde det med sin familie, og hun ville gerne sikre sig at han havde det godt. Selv regnede hun med at flytte væk fra sine forældre når 7 årgang er overstået og tænk hvis de kunne bo sammen? Mae smilede ved tanken, stoppede kort op men gik så i gang med at ordne håret før hun tørrede kroppen, for så at snuppe det tøj hun havde udvalgt. Det bestod af en stram stribet bluse, et par stramme jeans og et par flade sorte sko, samt hendes sorte kappe med ørnes logo og farve i hætten. Da hun endelig var færdig, smuttede hun i seng for få sekunder efter kom en professor ind for at tjekke om alle var hvor de skulle være. Hun lod som om hun sov, med dynen trukket godt op for at skjule hendes påklædning, da hun ellers ville blive afsløret hvis hun ikke havde dynen. Hun sukkede let, lå og ventede i en halv time, før hun listede ud af sengen for at snige sig ud af sovesalen og ind i opholdstuen. Før hun så forsigtigt listede ned ad gangene, for hun ville ikke opdages, det var sket nok her på det sidste og hun ville altså se ham! Efter lidt tid skubbede hun døren op, og så rundt men fik så øje på ham og kunne ikke lade være med at sende ham et smil. Han så godt ud denne dag, kunne hun hurtigt konstatere imens hun gik helt hen til ham, efter hans ord hævede hun det ene øjenbryn og så roligt på ham" jeg var nød til at vente, jeg skulle jo nødig støde ind i nogle"svarede hun så en smule tørt, da hun ikke gad diskutere nu hvor hun endelig var sammen med ham igen. Hun lagde blidt en hånd på hans " ja lad os gå, inden udendørs området bliver tjekket" sagde hun roligt" lad os gå på det glade vildsvin" tilføj hun let. Roligt begyndte hun at gå afsted imod Hogsmeade, skævede lidt til ham uden at sige noget, men nød blot at have ham ved sin side igen, hun glæde sig til at tilbringe tid sammen med ham. 

[Wallace Ivan Finch]

I modsætning til Mae, så havde Wallace ikke tænkt så meget over tingene. Han havde ikke nået at tage et bad, før han var taget af sted, men det ville pigen sikkert ikke kommenterer på. Han var måske også kommet lidt for hurtigt ud af døren, men det var mest fordi, at hans far havde forlagt sin stav, og havde beskyldt Wallace for at gemme det. Dette havde udviklet sig til en konkurrence i, hvem der kunne råbe højest og kaste med flest ting, før hans bror dukkede op, og tog del i festlighederne. Så snart der havde været en åbning, løb Wallace ud af døren og efterlod de to idioter i deres egen, lille boble. Han havde desuden haft sin fars tryllestav i baglommen, hvilken han selvfølgelig havde tænkt sig at ligge ind på hans storebrors værelse, så snart han kom hjem igen.

Okay, det kunne da godt være at hun havde ret i det hun sagde, men om han ville indrømme det? Nej. Aldrig. Drengen nøjedes med at vende det hvide ud af øjnene og lave en irriteret grimasse. Det gav et gib i ham, da han mærkede hendes hånd på sin, og han trak den til sig, idet hun begyndte at snakke om at gå. ”Fint,” svarede han til hendes forslag, hvorefter han begyndte at gå med hende, hænderne i lommen. Wallace var ikke lige den kontaktsøgende type, i modsætning til Mae, åbenbart. Hun havde det altid med at røre ved ham og han forstod det ikke. Det lykkedes ham altid, at trække sig væk, eller lade som om, at han ikke havde set at hun rakte ud efter ham. Han havde aldrig kunnet lide når folk rørte ved ham, eller når han skulle røre ved andre. Det føltes bare forkert.

”Så… Er der sket noget… nyt?” Forsøgte han sig, akavet. Han ville jo gerne høre om, hvad hun havde rendt rundt og lavet, siden de sidst sås, hvilket var ved at være noget tid siden. Det havde været.. SVÆRT, ikke at snakke med hende i lang tid, siden hun nok var den eneste person, som ha kunne fører en normal samtale med, uden at han havde lyst til at slå hende. Også selvom, at han i det fleste tilfælde ikke vidste hvad han skulle sige. ”Hvad har du lavet?”